Uvaskede (raw) jeans af ringspun denim.

Vil du have markante slidområder på dine jeans eller et mere ensartet slid?

Markante slidområder – eller dit personlige og unikke par jeans:
1. Gå med bukserne så lang tid som muligt – gerne flere måneder. Jo længere tid, jo mere markant bliver dine slidområder (f.eks ses omridset af din pengepung i lommen). Mange ”denimnørder” nævner 6 måneder som 1. periode uden vask, men kig og observer dine jeans og tænk mindre over hvor lang tid du kan gå med dem. Kommer de til at lugte af røg eller mad kan man evt lufte dem en dags tid i frisk luft.

 

2. Når du har opnået et slid, som du er tilfreds med, trænger de nok til en vask. Ved første vask benytter nogle kun renseri, mens andre omtaler koldvask (håndvask) som det ultimative. 250gram salt og ½ kop eddike til vaskepulveret skulle holde på den resterende indigo farve, der ikke er slidt væk.

 

3. Efter 1. vask, - gå med dem så lang tid som muligt imellem hver efterfølgende vask, men da stivelsen (fra vævningen af denimen) nu er vasket væk, er dine jeans ikke så smudsafvisende mere, så det er nok mere relevant at nævne uger i stedet for måneder imellem hver efterfølgende vask.

Vær opmærksom på at du kan lave meget markante slidområder, især ved opsmøg, skridt eller lommer, og jo mere markante slidtager, jo større sandsynlighed er der for at denimen bliver gennembrudt – eller med andre ord, du kan få hurtigere huller i dine jeans, jo længere du går med dem første gang uden vask. MEN husk at huller kan syes, og naturlige huller giver bare et mere unikt udseende til dine jeans.

Generelle vaskeråd for et mere ensartet slid:
1. Vask dine jeans før brug og vask dem efterfølgende, så få gange som muligt.
2. Hvis de lugter af røg- eller mados, så kan man forsøge at hænge dem til luftning i stedet for at vaske dem.
3. Vask uden forvask ved max 40grader og vend vrangen ud på dine jeans, så farven så vidt muligt ikke skylles ud med vaskevandet.
4. Ingen tørretumbling! Dette slider og kan krympe bukserne unødigt.

Molekylerne i farven (indigoen) er større end bomuldens molekyler, så farven ligger som en ”hinde” omkring bomuldstråden. Derfor fungerer det ganske enkelt således, at jo mere og ved jo højere grader man vasker sine jeans, jo hurtigere vaskes farven væk.

Husk at ovenstående vaskeråd er vejledninger, og at der findes mange andre gode råd, ellers er det bedste og sjoveste altid at prøve sig frem med nye metoder til at frembringe det ultimative par jeans.